Formandens tale til virtuel Stander Op

2020, 3. maj.

Der er et kinesiske ordsprog, ”Når forandringens vinde blæser vil nogen bygge læhegn, mens andre vil bygge vindmøller. 2020 er med COVID-19 blevet ramt af forandringens vinde, som på mange måder vil gøre det til et anderledes år, med begrænsninger i vores sociale aktiviteter, som ingen vist havde forestillet sig.

Det startede ellers fint. I vinterens løb har vi gennemført de fleste af vores vinterarrangementer inkl. en renovering af jolleområdet, hvor alle joller har fået deres egen plads med årsmærke. Så nu fremstår hele området betydelig mere indbydende. Vi har også fået en ny omklædningscontainer til vores jollesejlerne, som vi er i gang med at sætte i stand, så vi synes vi var klar til sæson 2020. Men så kom COVID-19 og alt blev sat på hold, inkl. vores generalforsamling, som vil blive gennemført, når det er muligt.

De sidste to måneder har Danmark været mere eller mindre lukket ned. Mange steder inkl. her på marinaen har det mest af alt lignet kulissen til en gyserfilm. Total mennesketom.

Vi er i disse dage begyndt at åbne forsigtigt op igen. Lige nu gælder en række begrænsninger i form af en to-meter afstand til andre og gruppestørrelser på maks 10 personer både indendørs, udendørs og på vandet. Dem skal vi selvfølgelig overholde sammen med retningslinjer for hygiejne og afspritning. Det betyder altsammen, at de traditionelle aktiviteter i KJS ikke får sin vante start i år. Hvis overholder retningslinjer og anvisninger, er der håb om at vi på et senere tidspunkt kan få noget, der minder om en normal hverdag igen.

Noget har vi god fået lidt gang i: Ungdomsafdelingen startede op i mandags med sejlads for de store sejlere i E-joller, zoom-8 og optimist. De små sejlere må vente lidt endnu med at komme på vandet, til vi har fundet en holdbar model.

Onsdagskapsejlads starter op den 20. Maj i en begrænset udformning med kun to sejlere i hver båd og ingen kaffe i klubhuset bagefter.

OSC bliver gennemført i en reduceret form uden sociale aktiviter på land, mens Vild med vand er aflyst og Sommersjov måske bliver gennemført.

Men værst går det nok ud over Sejlerskolen, som formentlig slet ikke kommer på vandet i år og i bedste fald må nøjes med at gennemføre teoretisk undervisning og eksamen.

Vi vil løbende tilpasse vores aktiviteter til de muligheder, som begrænsningerne byder os at overholde. Derfor vil omfanget af genåbningen af Danmark afgøre, hvor mange af vores aktiviteter vi kommer til at gennemføre i den form vi kender det, og hvor mange vi kommer til at nyudvikle. Det kunne jo være fantastisk, hvis vi i denne tid kunne udvikle en ny aktivitet, der kunne aktivere eksisterende medlemmer og tiltrække nye medlemmer.

Jeg synes det er sjovere at bygge vindmøller end læhegn – hvad med jer? Lad os se COVID-19 som en mulighed for at udvikle vores aktiviteter, så vi stadigvæk kan finde glæde ved at være på og ved vandet – sammen, hver for sig.

KJS længe leve.

3 x hurra.

Hejs standeren.